FANGER

 

I nutiden er der ikke så mange fanger som der var før. Det er svært at være en fanger, nu hvor der er mange grænser for det man kan fange. En fangers største opfordring kan være en isbjørn, den løber man ikke så tit til. Især når man bor i vest Grønland, der er det sjældent isbjørnen viser sig.

Mange fanger prøver at fange narhvale/hvidhvale når de svømmer ved kysten til syd og tilbage til nord. Nogle gange fanger man mange og nogen gange fanger man slet ikke noget. Mange Grønlandske folk elsker at spise "mattak" som er hvalens hud/spæk, og kødet smager også rigtig godt. Der er "tuniniaaviit"(hvor man sælger hvad fangerne har fanget). Det er der hvor fangerne selv sælger deres fangst. Der er bestemte priser for pr. kilo. Det kan dog være forskellige fra en by til by, men ikke ret meget. Om vinteren får en fanger, hvis man har hunde og hundeslæde, et antal af moskusokse (hvis man har skrevet en ansøgning om det) som man kan jage med slædehunde. Fanger fra Sisimiut og Kangaatsiaq og fra deres bygdter kan jage med slædehunde.

Dengang har en fanger kun sin kajak at jage med, og når han bringer sin fangst hjem overtager kvinderne fangsten og flængser den uden at smide noget ud. Selv blodet smides ikke ud, man gemmer den til vinteren hvor de laver blodsuppe, eller spise bare spise det.

Dengang om vinteren går fangeren på isen for at fange en sæl som er på isen, eller finde et åndehul og vente til en sæl kommer op for at have ilt. De kan også være heldig og møde en isbjørn, isbjørnens skind er rigtig varm og kan laves om til et par skindbukser.

I det gamle dage ville alle kvinderne føde en dreng, fordi de ønsker at have en stor fanger i deres familie. Hvis der er en stor fanger ville de ikke mangle noget, hvis de ikke har en fanger i deres familie ville de sulte ihjel. Derfor laver mange kvinder amuletter til deres ønskesøn, så han kan blive en stor fanger de ønsker så meget. Mange bliver endda åndemanere på grund af deres amuletter. Nogen gange eller mange gange bliver en fanger nød til at rejse langt for at fange føde hvis det er hårde tider, selv idag. De må følge deres føde hvor end den går.

Nu fanger en fanger sin fangst med riffel og en motorbåd, dengang var det med en kajak og harpun. Der kan være enkelte fangere der jager med kajak og med det gamle redskaber, eller måske er der ikke flere. Det er nok blevet nemmere at jage med de hurtige både og kugler, men på den anden side ser det ud til at være bedre med kajak, fordi den larmer ikke så meget som en motorbåd gør. Man kan ellers snige sig ind til sin fangst uden at larme. Men der er altid men...

Lad os håbe at den gamle grønlandske fanger aldrig bliver glemt.